Dejlig Er Den Himmel Blå

Dejlig er den himmel blå.

Lyst det er at se derpå.

Hvor de gyldne stjerner blinke,

hvor de smile, hvor de vinke.

Os fra jorden op til sig.

Os fra jorden op til sig.

Det var midt i julenat.

Hver en stjerne glimtede mat.

Men med ét, der blev at skue

en så klar på himlens bue.

Som en lille stjernesol.

Som en lille stjernesol.

Når den stjerne lys og blid,

sig lod se ved midnatstid,

var det sagn fra gamle dage,

at en konge uden mage,

skulle fødes på vor jord.

Skulle fødes på vor jord.

Vise mænd fra Østerland,

drog i verden ud på stand,

for den konge at tilbede,

for den konge at oplede,

som var født i samme stund.

Som var født i samme stund.

De ham fandt i Davids hjem.

De ham fandt i Bethlehem.

Uden spir og kongetrone,

der kun sad en fattig kone,

vuggede barnet i sit skød.

Vuggede barnet i sit skød.

Stjernen ledte vise mænd

til vor herre Kristus hen.

Vi har og en ledestjerne,

og når vi den følger gerne,

kommer vi til Jesus Krist.

Kommer vi til Jesus Krist.

Denne stjerne lys og mild,

som kan aldrig lede vild,

er hans guddomsord det klare

som han os lod åbenbare,

til at lyse for vor fod.

Til at lyse for vor fod.